Kors og krone vandrer til hope, kamp og seier følges ad
Kantate BWV 12 Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen
Kantaten er skrevet for søndag Jubilate for tredje søndagen etter påske i Weimar 1714, og regnes som et av Bachs mest uttrykksfulle og følelsesladde verk.
«Dere er nå bedrøvet, men jeg skal se dere igjen», trøster Jesus sine tolv apostler. «Og deres hjerter skal glede seg». Lesningene for den tredje søndagen etter påske drøfter, og noen ganger glorifiserer, smerten i det jordiske livet. Tårer, bekymringer, lidelse og frykt er en uunngåelig del av livet for alle som er døpt i Kristi navn (Joh 16:20–22).
Som et ekko av Thomas Kingos salme "Sorgen og gleden de vandre til hope" er tematikken i kantaten nær i tekstlig innhold - og kan gjerne lese som et supplement til kantateteksten - som sannsynlig er av Salomo Franck.
Kreuz und Krone sind verbunden,
Kampf und Kleinod sind vereint.
Christen haben alle Stunden
ihre Qual und ihren Feind,
doch ihr Trost ist Christi Wunden,
Kreuz und Krone sind verbunden.
- 4. sats altarie
Mens han skrev denne BWV 12, vinteren 1713–1714, var Bach i god flyt på jobb i Weimar. Han ventet sitt femte barn (Carl Philipp Emanuel), lønnen hans hadde steget jevnt siden 1708, og det samme hadde ryktet hans. Og hertug Wilhelm Ernst av Sachsen-Weimar var langt fra klar til å gi slipp på sin mest talentfulle musiker. Så da Bach prøvespilte et annet sted (i Halle), triumferte og til og med skapte en kantate der, handlet hertugen raskt: mer penger og forfremmelse til «Concert-Meister», i bytte mot en månedlig kantate i Weimar. Bach komponerte deretter, i rask rekkefølge, noen av sine mest populære verk i dag, inkludert Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen.
Sinfoniaen ble skrevet i form av en instrumental klagesang, der oboen møysommelig skjærer ut en vei mellom det store strykerkorpset (lytt etter den ekstra bratsjen). Dette er nettopp budskapet i resitativet, ettersom «bare etter mange prøvelser kan vi komme inn i Guds rike». Men først hører vi den ikoniske åpningsdelen, som Bach arrangerte 35 år senere for å bli selve krusifikset i sin messe i h-moll. En gripende basso-ostinato (repeterende basslinje) gir et vaklende grunnlag for sukkende stemmer og vaklende strykere. Midtdelen gjør en musikalsk vending mot håpet, før den sørgmodige basso-ostinatoen vender tilbake.
- Kilde: All of Bach
Som en meditasjon inn mot kantaten kan Liszts klaververk "Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen" etter Bachs åpningssats i kantate BWV 12 være en måte å øke dybdeopplevelsen av kantaten. Tilsvarende - lytte til Liszts kraftige orgelverk og variasjon over samme tema fra kantaten som et postludium ved lyttereisens slutt.
Trykk på bildet for å se & høre kantaten og få tilgang til mer bakgrunnsinfo!
1. Sinfonia
2. Kor: Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen
Weinen, Klagen Sorgen, Zagen,
Angst und Not
sind der Christen Tränenbrod,
die das Zeichen Jesu tragen.
Gråt og klage, sorg som tærer,
angst og nød
er de kristnes tårebrød,
de som Jesu merke bærer.
3. Resitativ alt: Wir müssen durch viel Trübsal
Wir müssen durch viel Trübsal,
durchvielTrübsal,
wir müssen durch viel Trübsal,
durch viel Trübsal
in das Reich Gottes eingehen.
Vi må dog gjennom trengsler,
gjennomtrengsler,
vi må dog gjennom trengsler,
gjennom trengsler
gå inn i Guds eget rike.
4. Arie alt: Kreuz und Krone sind verbunden
Kreuz und Krone sind verbunden,
Kampf und Kleinod sind vereint.
Christen haben alle Stunden
ihre Qual und ihren Feind,
doch ihr Trost ist Christi Wunden,
Kreuz und Krone sind verbunden.
Kors og krone, begge sider,
kamp og seier følges ad,
kristne har til alle tider
måttet tåle kval og hat.
Deres trøst er: Krist har vunnet,
kors og krone er forbundet.
5. Arie bass: Ich folge Christo nach
Ich folge Christo nach,
von ihm will ich nicht lassen
im Wohl und Umgemach,
im Leben und Erblassen.
Ich küsse Christi Schmach,
ich will sein Kreuz umfassen.
Ich folge Christo nach,
von ihm will ich nicht lassen.
Jeg følger Jesus Krist,
vil aldri fra ham vike
tross sorg og nød, til sist
jeg ender i hans rike.
|Hans smerte og hans død
vil meg med Gud forlike.
Jeg følger Jesus Krist,
vil aldri fra ham vike.
6. Arie tenor: Sei getreu, alle Pein
Sei getreu, alle Pein
wird doch nur ein Kleines sein.
Nach dem Regen blüht der Segen,
alles Wetter geht vorbei.
Sei getreu, sei getreu.
Vær da tro, smertens grunn
varer kun en liten stund.
Etter regnet, seierstegnet,
storm og uvær går forbi,
vær da tro, tål og ti!
7. Koral: Was Gott thut, das ist wohlgethan
Was Gott thut, das ist wohlgethan,
dabei will ich verbleiben,
es mag mich auf die rauhe Bahn
Noth, Tod und Elend treiben,
so wird Gott mich ganz väterlich
in seinen Armen halten:
drum lass ich ihn nur walten.
Hva Gud gjør, det er alltid godt,
på det jeg tror og bygger,
om livets løp er hardt og rått
med nød og trengsels skygger,
så vil min Gud på fadervis
bevare meg i nåde,
så lar jeg ham kun råde.
Tekst: Thomas Kingo 1681
Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.
Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt.
Tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt.
Kongernes bo
er skøn uro,
Himlen alene gør salig og fro.
Alle ting har sin foranderlig lykke,
alle kan finde sin sorrig i barm.
Tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit,
stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.
Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.
Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne
for dog at skæbnen så sælsom er skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.
Angest skal avle en varende glæde,
kvide skal vinde sin tot ud af ten.
Armod skal prydes i rigeste klæde,
svaghed skal rejses på sundeste ben.
Avind skal stå
fængslet i vrå,
Himlen kan ene alt dette formå.
Lad da min lod og min lykke kun falde,
hvordan min Gud og min Herre han vil,
lad ikkun avind udøse sin galde,
lad kun og verden fulddrive sit spil!
Sorrig skal dø,
lystigheds frø
blomstre på Himle-lyksaligheds ø!
Franz Liszt : Variasjon over "Wienen, Klagen, Sorgen, Zagen"
